Der ydes akkordtillæg for både akkorder og timerammer. Det er vigtigt, at der er udarbejdet en arbejdsbeskrivelse til både akkorder og timerammer, så der ikke kan opstå tvivl om, hvori arbejdet består.
Akkorder
Ved en akkord forstås en aftale om, at der afsættes et bestemt antal arbejdstimer til en nærmere beskrevet opgave. Timerne anses for medgået til formålet og indregnes i arbejdstidsopgørelsen.
Timerammer
Ved en timeramme forstås, at skolelederen fastsætter det forventede tidsforbrug til en opgave på baggrund af en beskrivelse af denne, med henblik på at opnå enighed med den/de berørte lærere om, at timerne holdes uden for mødeplanen. Skolelederen orienterer tillidsrepræsentanten om, hvilke timerammer der påtænkes. Tillidsrepræsentanten skal så tidligt som muligt orientere skolelederen om, hvilke timerammer tillidsrepræsentanten ønsker at deltage i drøftelserne af.
Læreren tilrettelægger og styrer selv tidsforbruget til opgaven. Timernes anvendelse skal kun dokumenteres i de tilfælde, hvor læreren finder, at den afsatte tid ikke er tilstrækkelig til opgavens udførelse.
Hvis læreren i forbindelse med udførelsen af en timerammes opgaver finder, at den afsatte tid ikke er tilstrækkelig til opgavens løsning, skal læreren så tidligt som muligt gøre skolens leder opmærksom herpå, så der enten kan afsættes mere tid til opgaven, eller således at opgavens løsning kan afpasses i forhold til den afsatte tid.
Tal altid med din tillidsrepræsentant om dine akkorder og timerammer inden afbejdstidsforhandlingerne går igang på din skole.


